Er enig med de ovenstående indlæg.
Man kan ikke komme uden om, at disse hunde er potentielle dræbere.
Der har det sidste år, været nogle grale tilfælde over i England med mange dræbte børn - dræbt af disse kamphunde.
Jeg har i princippet ikke noget i mod at folk anskaffer sig sådan en type hund - men de skal kraftstejlsme også træne den hund i ekstrem lydighed, og med massere af kærlighed.
Og derudover skal sådanne hunde altid - når de er uden for hjemmets fire vægge - holdes i kort snor.
Og det hjem de befinder sig i, skal have en fornuftig indhegning hvor hunden ikke kan slippe ud fra.
Alle store hunde kan være farlige, men disse kamphunde, er bare ekstra ganske meget farligere.
Jeg kan fortælle en lille historie fra julen et år siden.
Jeg går ude i haven, og er ved at bygge på min garage.
Pludselig står der en kæmpekøter af rang, af en stafordsherie agtig et eller andet i haven og siger VOV.
Den ser hamrende truende ud, og jeg kan se at det er en hanhund, da den har boller som John Holmes.
Jeg står stille og kigger på den - den står også helt stille og stirrer på mig.
I hånden har jeg heldigvis en fem kilos økse som jeg tilfældigvis brugte på det tidspunkt, så jeg var egentlig rimelig klar såfremt den ville gå på mig.
Jeg er derfor ikke umiddelbart nervøs, og besluttede mig at vise den, at her bestemte jeg. Så jeg gik hen mod den, mens jeg stirrede på den. Knald eller fald tænkte jeg...
Men sjovt nok, bakkede den pludselig tilbage, og begyndte at hoppe rundt på en leif lalleglad måde - og så jeg kunne jeg pludselig se at det var en stor hvalp/unghund.
Min kone kommer i mellemtiden ud, og jeg fortæller hende hvad der er sket. Hun er vokset op med shæfere hele sit liv, så hun er vant til store hunde. (Skal lige siges at vi selv har et lokum af en shæfer tæve - hende turde vi dog ikke at lukke ud)
Men hun begyndte at tale til hunden og få den hen til sig. Jeg stod helt klar til at slå den ned, hvis den begyndte på noget.
Men den begyndte at virke glad, og hvirkede mere forvirret over hvor den var henne.
Sådan gik det så på i et stykke tid - hvor vi i mellemtiden kontaktede falck, så de kunne komme og hente den. Politiet blev i den forbindelse kontaktet af Falck.
Min kone henter så en pakke Frölich, for at holde på hunden indtil Falck ville dukke op.
Men da posen er tom, gider køteren sgu ikke at blive her mere, så den skrider.
Min kone skynder sig efter den, idet der ligger en stor hovedvej i umiddelbar nærhed af hvor vi bor, og vil sørge for at den ikke løber derud med fare for at blive kørt over. Men jeg råber til hende at hun skal lade kræet være. det er fandme ikke vores problem. Men hun er ligeglad.
Og det var også godt at hun gjorde det. For hunden løb ind til nogle andre naboer, hvor der løb børn ude i haven og legede. HUnden så børnene, og satte i galob over mod de børn.
Min kone råbte til børnene at de skulle passe på, men den nåede at hoppe på dem. Hun skynder sig hen til hunden og børnene og får trukket hunden i bagbenene væk fra børnene.
Der er umiddelbart ikke sket noget med børnene, og hunden forsøger heller ikke at hoppe på min kone, da hun råber højt og fagter med armene for at forvirre den. Og den blev den da også...
Naboen får genet ungerne ind i huset, og min kone ringer endnu en gang til politiet for at forklare dem situationens alvor.
De ville så sørge får at Falck rykkede ud med det samme. Det skal lige siges at Politiet spurgte min kone om de skulle rykke ud med trukne pistoler - hvortil hun svarede nej. Hun har et for stort dyrehjerte.
Hun får lokket hunden med tilbage på vores grund
, og får genet den i vores have med en lille indhegning til vores egen hund. (ca 1,2 m i højde)
Hun bliver så ude og forsøger at få den til at falde lidt til ro.
Det går så også umiddelbart ganske godt. Jeg får ikke lavet en skid, da jeg står med øksen i hånden og er klar til at hoppe på kræet og slagte det, såfremt den ville begynde på noget.
Et kraniebrud skulle sgu stoppe den i et par sekunder, til at jeg kunne snitte halsen over på den, eller stikke en dolk i hjertet på den.
Nå, men det også meget godt, og det virker som om hun bliver fortrolig med den.
Hun går så ud af indhegningen, får igen at ringe til Falck.
Men køteren skal da med - tænker den, så den hopper let og elefant over indhegningen som det nemmeste i verden. Jaja - tænker I - det kan de fleste store hunde da. Ja - men også stående på alle fire ben, og afsæt uden tilløb!!! Fuck siger jeg bare. Stærk hund!
Så er den ved at forsvinde igen, og hun forsøger igen at indfange den. Igen får hun den lokket tilbage, og tager den igen ind i indhegningen, for så at lege med den og beskæftige den indtil Falck så ville komme. Big mistake!
Under legen (stille og rolig leg med en bold) bliver køteren mere kåd, og pludselig begynder den at forsøge at hoppe på hende. Jeg sætter af og skynder mig over til dem, og losser den alt hvad jeg kan i hovedet.
Den kigger underligt på mig, og ser lidt groggy ud og står lidt underligt på sine ben, sådan nærmest vaklende.
Jeg er helt oppe i det røde felt på det tidsfunkt, og løfter øksen, for nu skal den bare dø! Og jeg havde slået køteren ihjel.
(Vores shæfer inde i huset er også nærmest ved at bryde ud for at komme os til udnsætning, og børnere kunne jo også se det hele inde fra stuedøren, så de var jo selvfølgelig også bange, og forsøgte at ville ud også, mens vi råbte at de skulle blive hvor de var.)
Nå, men imens jeg står der med øksen klar til at svinge den, råber min kone til mig at det må jeg ikke, idet at den er groggy nu, så kan vi tage fat i den og lukke den inde i vores skur.
Okay - hun bestemmer - så det gjorde vi.
Falck kommer langt om længe, og vi sætter dem ind i sagen.
Og selvfølgelig er det to tøser der er i dyretransporten. Men det viser sig at de er superseje, og har prøvet sådanne hunde før. De får listet en snor om hunden, med stang på, og får den lempet ind i deres vogn i et bur.
Den er forholdsvis rolig på det tidspunkt, idet den er meget forvirret og nok stadigvæk rystet at det spark den fik i hovedet. (Jeg har stadigvæk ondt i foden)
De finder øremærket på den, og finder frem til at ejeren bor et par hundrede meter fra os, i nabokommunens villakvarter.
De bliver kontaktet, og kommer efter et stykke tid hen og henter hunden.
Og da jeg så ser ejerne, tror jeg simpelthen det er løgn.
Det er en far og søn, på henholdsvis 50 og 15 - sådan cirka.
Faren er gammel narkoman kan man se, og sønnen er en wannabe lokal bølle fra nabokommunen.
De er absolut uintilligente, og studedumme at høre på.
Jeg spørger dem om de overhovedet har trænet med deres hund, hvortil de svarer at de behøves de sgu da ikke. De har helt styr på sådanne hunde. Ja - som om... Det kunne vi da klart se!
Jeg står måbende, og forklarer dem præcist hvad det er der lige er forløbet - men de uden for pædagogisk rækkevide.
Min tålmodighed løber af med mig, og jeg råber ad dem, og siger at de skal tage deres lortekøter med nu, og skride væk fra min grund inden jeg smadrer dem for deres dumheder, og når også at fortælle dem at hvis jeg nogen ser deres hund igen fri - så slår jeg den fandme ihjel, og kommer efter dem bagefter.
(Ikke så smarte kommentarer - men kæft jeg var tosset. Havde lige de stakkels børn fra før i tankerne)
Falckfolkene var også dybt rystede, og forvissede os om, at de ville kører hen på politistationen med det samme, for at afgive deres forklaring og sørge for at hunden blev fjerne fra dem.
Dog har jeg efterfølgende erfaret, at de stadigvæk har hunden.
Derfor har jeg nu permanent diverse våben i forskellige afskygninger klar til at slagte køteren, såfrem den måtte indfinde sig på min grund igen. Også selvom den ikke virker truende! Den dør!
Så dette var en lille anekdote fra virkeligheden om disse såkaldte kamphunde, som kunne være endt rigtigt galt, men heldigvis ikke gjorde det!
Moralen er, at ikke alle folk er egnet til sådanne typer hunde. Desværre er det typisk sådanne typer mennesker der har sådanne hunde.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
